Kulturator er et kurateret univers, der guider til overraskende og berigende kulturoplevelser, som du kan tage bussen direkte til og fra. Vi skærer igennem støjen og inspirerer dig til at bruge kulturen mere.
Movia bringer dig til kulturen.
CVR 30275837
mail@soundvenue.com
Studiestræde 19, 1
1455 København K
70200012
Soundvenue Creative
»Den fremtid, jeg har skubbet foran mig, er her nu«, siger Caspar Eric.
Den 35-årige forfatter mærker, at han er ved at blive ældre. At han ikke kan gøre de samme ting, som han er vant til at kunne. At han får sværere ved at holde balancen. Det har han skrevet en bog om.
’Nye balancer’ er titlen på Caspar Erics syvende digtsamling, der, med genrebetegnelsen handicapdigte, handler om at leve med et handicap i et samfund, der er dårligt indrettet til det. Om stigmatisering, ensomhed og vrede. Om afmagt, tvivl og kampgejst.
Den nye bog kommer samtidig meget konkret som en reaktion på Rigsrevisionsrapporten fra 2022, som konkluderede, at alt for mange personer med handicap i Danmark ikke får de ydelser, de ifølge serviceloven har ret til.
»Der har været rigtig mange sager på handicapområdet de seneste år, uden nogen har talt om det, og uden noget rigtigt har rykket sig. Mens jeg har siddet og kigget på det, har jeg opbygget en sorg og en frustration, og det prøver jeg at skrive om«, fortæller Caspar Eric, som selv er født med cerebral parese.
»Vi har brug for nye fortællinger om, hvad det vil sige at leve med et handicap. Om hvor dårligt det egentlig står til mange steder i velfærdsstaten. Hvordan mennesker med handicap bliver holdt ude af arbejdsmarkedet, og hvordan de ikke har adgang til det samme kulturliv, som andre har«, siger digteren.
»Samtidig handler bogen også om at insistere på det smukke ved handicap. Poesien er stedet, hvor vi forhandler, hvad der får lov til at være smukt. Det handler om at få den handicappede krop ind i kunsten og ind i kulturen, for der er den virkelig usynlig. Bogen kan være et sted at tale fra. Nu findes der måske et sprog i den, som man kan pege på og sige: ’Jeg har det også sådan her’. Så kan man måske forklare oplevelsen til nogle, der ikke har fået særlig meget hjælp til at forstå det«.
Caspar Eric er født og opvokset i København og bor i dag på Vesterbro. Han er FCK-fan med faste pladser i Parken, og han »elsker virkelig København«.
»Jeg har prøvet i mange år at sige til mig selv, jeg ikke er sådan en Vesterbro-type. Men jeg kan godt se nu, at ja, jeg passer ned i den kasse. No shame«, siger han. »Jeg har aldrig haft lyst til at flytte til Berlin eller Paris. Jeg har altid tænkt, at der var meget at komme efter herhjemme«.
»Jeg elsker de små kroge, hvor jeg møder mennesker, jeg ikke normalvis kommer i kontakt med i mine sociale kredse. Café Snork ved Enghave Plads er et godt eksempel. Der sidder alle mulige, og alle mulige har altid siddet der. Både unge og gamle. Faste gæster og dem, der bare dropper ind og lige er flyttet til byen fra Aarhus. Der er en fed energi i de små kroge. Det er ikke, fordi stederne er seje. De er der bare, og de har altid været det, de er. De steder tænker jeg meget på, for de begynder at forsvinde mere og mere. Jeg føler mig også gammel, når jeg siger det. Jeg kan godt mærke, at København bliver mere og mere homogent, og jeg synes, det er ærgerligt«.
»Det nemmeste svar er Søerne. Jeg er født i Willemoesgade i den ene ende af Søerne, og i den anden ende af Søerne gik jeg i skole. Jeg har løbet rundt om Søerne til motionsdage, gået der efter en julefrokost og med nogle, jeg datede eller skulle have en alvorlig snak med«.
»Men alle steder kan egentlig gøre mig nostalgisk. Jeg elsker at få reaktiveret de her minder og mærke, at jeg har flyttet mig. Når jeg oplever, at stederne er blevet anderledes, er det jo en form for nostalgi, men også en måde, hvor jeg ser, at jeg selv udvikler mig«.
»Bøger har været mine største kunstoplevelser i København. Især om sommeren – bare finde en bog og hen og ligge i halvanden time i Fælledparken. Det kan være en kæmpe oplevelse og en måde at samle energi på. At læse en bog er et unikt rum på den måde«.
»Jeg elsker at gå ind på et kunstmuseum og bare være der en halv time. Jeg kommer mest på Kunsthal Charlottenborg. De har nogle dejlige rum, og så ligger det midt inde i byen. De laver tit nogle fede udstillinger, og man kan godt tage derind uden at vide en skid. De havde engang en Camille Henrot-udstilling – en kæmpe videoinstallation inde i et blåt rum med en masse ting på gulvet. Året inden havde de en Simon Evans-udstilling. To kunstnere, jeg holder virkelig meget af i dag, men som jeg ikke kendte så godt dengang«.
»Jeg går rigtig meget i teatret, men det er jo også, fordi jeg selv skriver og gennem arbejdet bliver inviteret ind til ting. Jeg kan godt lide de små scener, hvor man får lov at lave noget lidt bart eller mærkeligt – for eksempel Edison, som er en del af Betty Nansen Teatret. Der er plads til at lave noget, som er lidt mere edgy nogle gange«.
»Men jeg kan også rigtig godt lide at være i Det Kongelige Teater, hvor det er et helt andet segment, man møder. Jeg synes også, Østre Gasværk er vildt godt. De havde Christian Lollike-forestillingen ’Erasmus Montanus’ med en vild scenografi af David Gehrt og Ida Grarup. De scenografer gjorde helt vildt meget for den forestilling«.
»Jeg er mest bare en Vega-mand. Det er det bedste koncertsted og den flotteste bygning. Jeg har set nogle vildt gode ting på Vega. Alt fra Gilli til Crystal Castles, til Justice og The Minds of 99«.
»Jeg kan godt lide, at vi har nogle koncertsteder, der ligger – bang! – midt inde i byen. Og hvis du skal have en øl bagefter, så går du bare over pladsen. Man kan se slangerne af folk, som går over til deres små steder efter koncerterne. Tiden bagefter er vildt vigtig for mig. Det kan betyde lige så meget for oplevelsen, hvordan man kommer ud af den og snakker om den. Hvordan den sætter sig i kroppen«.
»Boghandlerne er vildt vigtige for mig som steder. Det er steder, hvor man kan opdage noget nyt inden for litteratur – på samme måde, som når man besøger et kunstmuseum. Jeg synes, folk skal dyrke deres lokale boghandlere meget mere som stamsteder. Hvis du godt kan lide bøger, så er det jo der, du møder andre, der også kan lide bøger. Og hvis man er nok i sin lokale boghandler, kan man få lov at præge, hvilke ting de bestiller hjem«.
»Jeg kommer selv meget i Thiemers Magasin nede i Tullinsgade. Det har jeg altid gjort. Det er også, fordi det er min lokale. Det er en vildt god boghandel, der også har en café. Den er virkelig hyggelig. Jeg synes også, Politikens Boghal er fed. Det er primært de to steder for mig«.
»Jeg er en sucker for en nem pastaret og en drink til forret. Og så en flaske vin. Så er jeg godt kørende. Det betyder mest, om det er et sted, hvor man kan få lov at have et godt selskab. København svømmer virkelig over af gode pastarestauranter. Til gengæld er det også okay nemt at få et bord, og de findes i alle prisklasser. Så det er egentlig meget fedt. Jeg kan godt lide Mangia, Osteria 16 og Bar la Una«.
»Små og meget lokale svømmehaller som Vesterbro Svømmehal fortjener opmærksomhed, fordi vi skal huske at bevare dem. Der er nogle fællesskaber der, som faktisk ikke findes særlig mange andre steder – og som de færreste ser. Det er sgu der, mændene lige får en snak, især hvis de er blevet pensionereret«.
»Det har sin charme, at en svømmehal bare skal være en svømmehal. Vesterbro Svømmehal har en arbejderæstetik, som gør, at den bliver tilgængelig for nogle. Den er ikke afskrækkende, og det koster ikke 90 kr. for en billet. Der er ikke alt muligt fancy lys og bodybuildertyper. Og så er det en kæmpe, smuk klods af brutalisme-arkitektur«.
Se næste Kulturator
