»Jeg kunne faktisk ikke forestille mig ikke at bo her«, fortæller Josephine Park. Med undtagelse af fire år på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater har hun boet hele sit liv i København – og det er nok derfor, hun finder ro og tryghed i byens mange lyde og indtryk.
»Byen er så meget en del af mig, at jeg ikke bliver stresset af at være her. Jeg kan huske, at min far boede på Gothersgade op mod Kongens Nytorv, da jeg var lille, og jeg elskede lyden af biler, der ræsede forbi, når jeg skulle sove. Det var helt beroligende. På den måde er det så indgroet i mig. Jeg er ikke så sensitiv på larm og liv – støj kan faktisk godt give mig energi«, siger Park, som de seneste år har været serieaktuel i ‘Arvingerne’ og ‘Doggystyle’ og nu kan opleves i instruktøren og manuskriptforfatteren Anna Emma Haudals debutspillefilm ‘Venuseffekten’.
Den 34-årige skuespiller har efterhånden boet mange steder i byen og flyttede for omkring seks år siden til Frederiksberg, hvor hun nu bor med sin familie: »Frederiksberg er et ret nyt sted for mig. Jeg har aldrig haft et tilhørsforhold til området før nu. Da jeg var lidt yngre, havde jeg meget behov for at bo midt i det hele – så tæt på alting som muligt. Nu er jeg her, og jeg kan ligesom mærke, at det også er dejligt, at der er lidt grønt«.
Se næste Kulturator