Kulturator er et kurateret univers, der guider til overraskende og berigende kulturoplevelser, som du kan tage bussen direkte til og fra. Vi skærer igennem støjen og inspirerer dig til at bruge kulturen mere.
Movia bringer dig til kulturen.
CVR 30275837
mail@soundvenue.com
Studiestræde 19, 1
1455 København K
70200012
Soundvenue Creative
Vesterbro, Amager, Nørrebro, Frederiksberg – Cyron Melville har boet i mange forskellige hovedstadskvarterer. Den 36-årige skuespiller blev født på Frederiksberg, men tilbragte meget af sin opvækst på Djursland. I starten af 20’erne flyttede han tilbage til fødebyen, og nu har han i flere år boet på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg med sin familie.
»Jeg har et vidunderligt forhold til København«, fortæller Cyron, der blev folkeeje som Balder i ’Jul i Valhal’ og senest har været aktuel i ’De forbandede år’ og anden sæson af ’Limboland’. »I de senere år, hvor jeg har fået børn, har jeg overvejet lidt, om jeg skulle rykke ud af byen. Men nu er jeg kommet til et sted, hvor jeg er blevet virkelig glad for, at jeg ikke flyttede væk«.
»Både som café, spisested, feststed og arbejdsrum vil jeg fremhæve Bevar’s. Jeg kender ejeren, så jeg er kommet der en del, siden de startede, og jeg elsker det sted.
Café Taxa havner jeg også tit på. Jeg spiller fodbold flere gange om ugen med nogle venner i Nørrebroparken, så vi spiser tit frokost dernede bagefter. Det er et hyggeligt sted med god mad og kaffe. Der er mange i min omgangskreds, som kommer der, så jeg møder tit nogle, jeg kender – ligesom på Bevar’s. Jeg kan rigtig godt lide at have sådan et lille lokalsamfund«.
»Jeg besøger gerne Grand Teatret og ser nogle lidt skævere ting end det, mainstream-filmene tilbyder. Man kan fornemme, at der i Grand er en fælles interesse for at se noget, der bryder lidt med det, vi ellers sidder og ser på tv. Alle blandt publikum har samme seriøsitet. Jeg kan godt lide, at der ikke er sugerørslyde og slikposer, der knaser, så jeg kan være i det og opleve filmen. Tænk på et København uden Grand – det ville være sørgeligt og trist«.
»Jeg synes tit, at oplevelserne på Christiania har været specielle. På Operaen har jeg haft nogle rigtig fede jam-sessions og koncerter. Der er en helt særlig adgang til publikum, fordi folk er så åbne for en anderledes oplevelse.
En af mine bedste oplevelser som musiker var på den åbne scene ved Café Nemoland, da jeg spillede med BliGlad i gamle dage. Vi spillede jo reggae på dansk og havde et hjerte som logo, så det lå lidt i kortene, at man skulle komme med god energi. Det må man sige, folk gjorde. Solen skinnede til at begynde med, men pludselig blev det mørkt, og regnen stod ned. Alligevel blev folk bare ved med at danse og smile. Det var fuldstændig sindssygt. Jeg har aldrig prøvet noget lignende«.
»Shit, jeg har haft det sjovt på Cafe Intime! Se, det er et sted, jeg gerne ville besøge lige så snart, jeg har en ledig aften. Jeg har minder fra helt crowdede aftener med dejligt skæve typer og drags, hvor der bliver sunget fællessang og røget smøger. Jeg elsker, at det ikke behøver være pissefint, men at det bare er autentisk. De har prøvet at bibeholde den vibe og energi, der var i 1920-1930’ernes Berlin. Det er som at træde ind i en tidslomme.
Et andet sjovt sted er Hotel Sanders, der ligger midt i byen; et hotel, som Alexander Kølpin har lavet i gennemført 50’er-stil. Det sted er så overdrevet og tjekket – med pejs og hvidklædte cocktail-bartendere. Du kan mærke, der bliver kræset om det. Det er sådan lidt luksuriøst og sofistikeret – du er nærmest med i en James Bond-film«.
»Jeg synes, Teatret Riddersalen fortjener mere opmærksomhed, for meget, meget få mennesker kender stedet. Jeg kom der rigtig meget som barn, fordi min mor var ven af huset. De laver de bedste børneforestillinger, man kan forestille sig, som er så gode, at voksne også er fuldstændigt med. Det er lidt dystert, men rigtig sjovt og skævt. Selve teatret er over 100 år gammelt og helt vildt flot. Det har tykke, mørke bjælker, og i salens dronningeside sidder en dukkeudgave af Dronning Margrethe«.
»En vigtig hemmelighed om mig, som ikke er så hemmelig, er, at jeg er sindssygt fascineret af baggårde: At gå ind og opleve en anden side af noget, vi normalt kun ser facaden af. Jeg elsker at besøge en ven i en baggård, eller at være så fræk at liste ind i en fremmed gård – selvfølgelig spørger jeg altid én derinde først. Nogle gange er der en åbenbaring af en park bag murene. Jeg har set de mest eksotiske parker inde bag sådan nogle dagligdagsvægge. Jeg bliver enormt inspireret af at opdage noget helt nyt og fremmed i min egen totalt trygge hjemby.
Jeg kan også blive inspireret af bare at gå ned ad Nørrebrogade, fyldt med mennesker. Når man ikke skal nå noget, har man tid til at opleve menneskerne i sin egen by. Lidt ligesom, når man er på ferie i en storby i udlandet. Fuck mand, hvor er der mange vilde mennesker her på Nørrebro, og hvor er det fedt, at der er plads til dem«.
»Udover baggårdene har Landbohøjskolens Have en helt speciel betydning for mig, fordi jeg som barn kom der meget med min mormor. Det er en dejlig have, hvor der ofte er ældre mennesker. Og ældre mennesker forbinder jeg lidt med ingen stress. De kigger sikkert på mig og tænker: ’Sådan har jeg også været. Jeg kunne godt tænke mig at være ung, men jeg er fandeme også glad for, at jeg ikke skal gå og bakse med alle mulige ting, som den unge mand derovre på 36 år’. Og så bliver jeg sgu rolig. Og så er der bare vanvittigt flot. Det, synes jeg, er en perle«.
»Når jeg gerne vil gå en tur med en ven, og jeg gerne vil have noget nærvær, hvor man lige kommer et niveau længere ind i samtalen end bare ’hvordan går det?’, så elsker jeg at gå en tur i Frederiksberg Have. Jeg elsker roen og rummet. Der føler jeg faktisk, at man kan sidde for sig selv. Jeg sad der i sidste uge og øvede replikker med en veninde. Vi var nede ved vandet, og jeg kunne nærmest fægte med armene og spille min rolle, uden der var nogen, der ænsede noget«.
Se næste Kulturator
