Kulturen er den lim, der binder os sammen. Den giver os noget at tale om, nye perspektiver på tilværelsen, en årsag til at komme ud af stuen og en følelse af at være en del af noget større. Kulturen italesætter de tanker og udfordringer, der præger vores samfund. Og lige nu er den vigtigere end nogensinde før. Derfor har Movia, Danmarks største mobilitetsselskab, sammen med Soundvenue, som er en af landets førende kulturformidlere, skabt Kulturator.
Om Kulturator
Kulturator er et kurateret univers, der guider til overraskende og berigende kulturoplevelser, som du kan tage bussen direkte til og fra. Vi skærer igennem støjen og inspirerer dig til at bruge kulturen mere.
Soundvenue guider dig til kulturen.
Movia bringer dig til kulturen. 
Soundvenue Group A/S · CVR 30275837 · mail@soundvenue.com · Studiestræde 19, 1 · 1455 København K · 70200012 · Soundvenue Creative
Soundvenue Group A/S
CVR 30275837
mail@soundvenue.com
Studiestræde 19, 1
1455 København K
70200012
Soundvenue Creative
Prisma: »Det er fedt at fare vild i København«
Månedens Kulturator er den fremadstormende rockduo Prisma – alias de to søstre Frida og Sirid Møl Kristensen. De anbefaler øl i perfekte omgivelser, intime koncertrum og en forladt forlystelsespark i frostvejr.

2022 var et vildt år for Prisma. Med to anmelderroste ep’er og et par stærke nye singler i bagagen vandt de to søstre Frida og Sirid på 25 og 23 år med deres slagkraftige liveshows indpas på den danske rockscene – hvilket da også retteligt blev anerkendt i november til Danish Music Awards, hvor de hev statuetten som Årets nye danske live-navn hjem.

»Der er sket så mange vilde ting i vidt forskellige kategorier, men det var kæmpestort personligt for os begge to at spille på Roskilde. Nok mest fordi vi var meget bevidste om, at det var kæmpestort, mens det skete. Mange andre ting, som da vi var i Sverige for at varme op for The Ark i en kæmpe produktion, hvor vi spillede for op imod 10.000 mennesker på en aften – dem har vi nok først rigtigt forstået bagefter«, fortæller Sirid.

Et stort år kræver også pauser og tid til at reflektere, inden søstrene igen indtager Danmark med deres egen turné til foråret.

»Lige nu er vi gået lidt i hi, hvilket er så dejligt – og nødvendigt. Vi skal lige lande i vores kroppe og tage ved lære af alt det, vi nu har prøvet, inden næste gang. Vi skal i studiet og tænke tanker, der ikke er stressede, og så skal vi spille Danmark tyndt i foråret«, siger Frida.

De to søstre er vokset op i Odense med masser af forskellig musik og ikke mindst guitarer omkring sig. De har altid sunget og spillet sammen, men da de begge flyttede til København i løbet af 2018, fulgte også beslutningen om at satse helhjertet på musikken og Prisma-projektet.

»Vi fik helt klart et skud kreativ energi af at flytte til København. Det var motiverende at være i en ny by med nye samarbejdspartnere og inspiration. Det var ligesom der, vi trykkede på knappen og rykkede på en masse,« siger Frida, inden Sirid uddyber:

»Ja, jeg tror, vi begge to hungrede efter at flytte til København. Jeg følte, at jeg altid vidste, hvilken vej jeg skulle i Odense. Jeg kendte simpelthen byen for godt. Man kan bedre fare vild i København, og det var vildt fedt at gå i den forkerte retning ned ad nye gader – selvom det egentlig ikke lyder særlig fedt, når jeg siger det på den måde, haha«.

Hvor har I haft de bedste koncertoplevelser?

Sirid: »Jeg har virkelig fået øjnene op for Brorsons Kirke, som har ret mange intimkoncerter og natkirker med musik. Jeg synes generelt, at kirkerummet er ret sindssygt, og jeg elsker, at kirke og kunst kan mødes på et lige niveau, uden det bliver gudstjenesteagtigt, men mere filosofisk«.

Frida: »Vi har også været på Børneteatret på Christiania for at høre jazz, og det var virkelig fedt og intimt. Man fik en meget lokal følelse, hvor bartenderen pludselig var på scenen for at spille tværfløjte, inden han hoppede tilbage bag baren igen. Det er en fed stemning – også selvom man måske ikke normalt er jazzfan«.

Hvor finder man den bedste kunst i København?

Sirid: »Jeg var på V1 Gallery for at se Emma Kohlmanns udstilling for ikke så længe siden, og jeg elskede virkelig den der blanding af det kliniske i galleriet og det rå ved Kødbyen. Jeg synes tit, at man kan blive ret hurtigt træt på museum, men på galleri er det mere intenst, fordi der er mindre, man skal forholde sig til på en gang«.

Hvor får man de bedste øl i København?

Sirid: »Vi har Kølsters Tolv Haner som vores fælles stamsted. Der er virkelig flot derinde, og når man bestiller chips, får man en kæmpe tallerken. Du kan både nøjes med at drikke én øl, men også tage ti, hvis du er i dét humør«.

Frida: »Vi gør os ikke så meget i party-party, så Kølsters rammer bare balancen med at være lige tilpas værtshusagtigt. Det er stadig lyst, lækkert og sådan lidt dagligstueagtigt – og så er der bare virkelig mange gode øl at vælge imellem«.

Hvor opsøger I natur i byen?

Sirid: »Jeg kan ikke få nok af pontonerne ved Svanemøllen Strand, altså, de der træ-ting, der går ud i vandet. Jeg synes, der er så dejligt og roligt – selv om sommeren, når resten af stranden koger. Jeg bliver ved med at vende tilbage«.

Frida: »Jeg elsker Frederiksberg Have. Her spadserer jeg tit med venner, drikker kaffe og kigger på elefanter. Det er et åndehul for mig i bylivet«.

Hvor har I haft de bedste filmoplevelser?

Sirid: »Jeg er klart mest til cafébiograf-stemning, hvor man tager kaffen med ind og ser en film som i Vester Vov Vov eller Grand Teatret. Jeg har selv arbejdet i en stor biograf tidligere, så måske er det derfor, jeg ikke er så meget til popcorn, snask og store Hollywood-baskere. Tit bliver jeg mere ramt af de små film med små historier, som da jeg var i Grand Teatret for at se den spanske film ’Ferskenlunden’ med min mor. Jeg tænkte faktisk under hele filmen, at jeg ikke følte så meget, men til sidst følte jeg pludseligt det hele alligevel, fordi følelserne havde været så elegant underspillede hele vejen igennem«.

Hvor har I fået det bedste måltid i København?

Sirid: »Baka d’ Busk på Nørrebro. Det er sikkert blevet anbefalet før, men det er bare et fint og finurligt sted, der laver vegetarisk mad, som man ikke har smagt det før. Der er virkelig meget buzz derinde, men jeg synes, det er så fedt at træde ind i den der kogende suppe og så komme ud og køle ned igen bagefter«.

Frida: »Jeg har ikke rigtigt fundet mit stamsted endnu. Til gengæld laver jeg virkelig meget mad derhjemme, hvor jeg prioriterer økologi og varer, der er robuste og lækre. Jeg elsker at handle bio-varer og gode grøntsager i Spidsroden på Nørrebro. De har så mange lækre spreads og ting på tube – og så kan man lige snuppe en kop kaffe til 10 kroner og en juice i solen ude foran, mens man er der«.

Hvor finder man det bedste teater?

Frida: »Jeg havde en virkelig god oplevelse på Teatret ved Sorte Hest, som er et virkelig hyggeligt, lille teater på Vesterbro. Det var så intimt et sted, som havde meget hjemlige vibes med store blomstrede sofaer ude i caféen. Der vil jeg gerne tilbage og se en forestilling snart«.

Sirid: »Vi skal også begge to ind og se ’Farvel til Madonna’ på Teater Republique her i foråret. Vi er meget fascinerede af Emma Sehested Høeg og glæder os til at se det finurlige og skøre univers, hun bygger op«.

Hvad skal man opleve uden for København?

Frida: »Dyrehaven er virkelig dejlig – også når det er koldt. Jeg elsker at gå en tur på Bakken, når der er lukket. Sådan en død forlystelsespark i frostvejr, det kan altså noget. Det gør jeg tit om vinteren med en god kop kaffe, gerne cortado, i hånden«.

views