At rejse er at leve. Sådan skrev en vis H.C. Andersen det så rammende for mange år siden. Og der er noget om det, hvis man spørger skuespiller Dulfi Al-Jabouri, som netop nu er aktuel i rejseprogrammet ’The Journey – 15 dage i Nepal’ på Viaplay.
Her har han sammen med en række andre kendte spenderet 15 dage på tværs af Nepals tætte jungle og snedækkede bjerge med rygsæk på. Turen var en vild oplevelse både fysisk og spirituelt, men på den gode måde.
»Den værste rejse, jeg kunne forestille mig, er nok en charterferie, hvor man bare sidder ved en pool i en uge. Jeg vil føle, se, lugte og mærke nye kulturer og mennesker, når jeg rejser. Nepal var nærmest en pilgrimsrejse. Det gav mig virkelig meget perspektiv og taknemmelighed over de ting, vi er så privilegerede at have herhjemme«, fortæller han.
Men selvom der altså banker et ivrigt rejsehjerte i den 32-årige skuespillers bryst, så er hjemme måske alligevel bedst. I hvert fald, når man er så heldig at kunne kalde København sin hjemby, mener Al-Jabouri.
»Jeg spørger tit mig selv, om jeg kunne se mig selv bo de steder, jeg besøger, men selvom jeg elsker at møde nye kulturer og mennesker, er København for mig en unik perle i den store vide verden. Her er luften ren og atmosfæren helt særlig. Maden er for vild over det hele, og nærmest uanset hvor jeg kigger hen i Indre By, hvor jeg bor, er jeg omgivet af historie. På blot en kort gåtur igennem mit kvarter går jeg i fodsporene af Dan Turrèll, H.C. Andersen eller Kierkegaard«.
Efter flere år med en lang række markante roller i film som ’Underverden’ og serier som ‘Efterforskningen’ og ‘Min Kamp’ har Dulfi Al-Jabouri på det seneste også fokuseret på tv, blandt andet med ’Madholdet’ på TV 2. En udvikling, som ifølge skuespilleren selv blandt andet skyldes en film- og tv-branche, der har været udfordret i Danmark, men også ud af en ny smag for at optræde med sit personlige udtryk i kulturelle og historiske sammenhænge i tv-format. Skuespillet er dog aldrig ude af Al-Jabouris liv.
»Der har været nogle kriser i branchen, som er gået ud over alle, men det har også fået mig til at tænke ud af boksen ved at se mig selv mere som en del af udviklingen på forskellige projekter og i værtsroller og den slags. Men jeg har også flere skuespilprojekter på vej og holder fast i det i det daglige. Jeg kan sagtens finde på at læse manuskripter højt for mine venner«.
»Jeg går tit en tur og taler med tilfældige, jeg møder. Det lærer mig at forholde mig til mennesker og tilpasse mig min modpart. Og jeg oplever faktisk kun, at folk tager positivt imod, at man opsøger dem på den måde. Så det kan jeg anbefale, at vi alle sammen gør lidt mere – uanset om man er skuespiller eller ej«.
Se næste Kulturator