Kulturen er den lim, der binder os sammen. Den giver os noget at tale om, nye perspektiver på tilværelsen, en årsag til at komme ud af stuen og en følelse af at være en del af noget større. Kulturen italesætter de tanker og udfordringer, der præger vores samfund. Og lige nu er den vigtigere end nogensinde før. Derfor har Movia, Danmarks største mobilitetsselskab, sammen med Soundvenue, som er en af landets førende kulturformidlere, skabt Kulturator.
Om Kulturator
Kulturator er et kurateret univers, der guider til overraskende og berigende kulturoplevelser, som du kan tage bussen direkte til og fra. Vi skærer igennem støjen og inspirerer dig til at bruge kulturen mere.
Soundvenue guider dig til kulturen.
Movia bringer dig til kulturen. 
Soundvenue Group A/S · CVR 30275837 · mail@soundvenue.com · Studiestræde 19, 1 · 1455 København K · 70200012 · Soundvenue Creative
Soundvenue Group A/S
CVR 30275837
mail@soundvenue.com
Studiestræde 19, 1
1455 København K
70200012
Soundvenue Creative
Marco Ilsø: »Jeg tænkte, nu skal jeg fandeme tilbage til rødderne«
Månedens Kulturator er ‘Vikings’-skuespilleren Marco Ilsø, som blandt andet fortæller om byens bedste pasta, store biografoplevelser og et nostalgisk område af Vestegnen.

Inden Marco Ilsø som 18-årig flyttede fra Hvidovre til Nørrebro, havde han med egne ord et »lidt ærgerligt« forhold til København.

»Ligesom alle andre gutter fra Vestegnen brugte jeg København til at komme og drikke mig fuld – og så tage hjem i en natbus. Men efter jeg flyttede til København, begyndte jeg at forkæle mig selv noget mere og finde de gode, lidt finere steder«, fortæller han.

Efter et par år som Nørrebro-bosat lærervikar kom det store internationale gennembrud som skuespiller. Han landede den bærende rolle som Hvitserk i ‘Vikings’ og flyttede til Dublin for at optage serien i de næste fire år. ’Vikings’ voksede sig i den periode til et af tidens største seriehits med die hard-fans over hele verden.

Da han havde optaget sit sidste afsnit, valgte han at flytte tilbage til fødebyen med sin nystiftede familie.

»Jeg tænkte: ‘Nu skal jeg fandeme tilbage til rødderne’«, fortæller Marco Ilsø om det hus i Hvidovre, han for to år siden købte. Rødderne har dog ændret sig lidt med tiden.

»Hvidovre er blevet et andet sted, end da jeg var barn. Dengang var det lidt mere beton og ghettostil, end det er nu«, siger den i dag 27-årige skuespiller, som er biografaktuel i Thomas Daneskovs komedie ‘Vildmænd’.

»Mange gange, når jeg går ned til Frihedens Butikscenter, tænker jeg: ’Hold kæft et sted, det er blevet!’. Nu ligger der fandeme smykkebutikker og sushirestauranter. Det er underligt. Men det passer jo meget godt med min egen udvikling – jeg er blevet far – at det er blevet et lidt roligere sted«.

Hvilken restaurant er bedst til at lave din livret?

»Pasta er nok min favoritmad, og i Borgergade ligger der en italiensk restaurant og café, som laver sindssygt god pasta bolognese, carbonara, lasagne, og jeg skal komme efter dig. Den hedder Fabro, og det er to italienske gutter fra Christianshavn, som ejer den. Hold kæft, det er godt«.

»Jeg bryder mig ikke så meget om de steder, hvor menukortet siger, at de har alt – lige fra sushi til pasta. Det er så ærgerligt, at de ikke bare vælger én ting at specialisere sig i. For min skyld måtte der godt kun være to-tre ting på menukortet, hvis bare det var virkelig godt«.

Hvor har du fået de bedste filmoplevelser?

»Man finder de fedeste filmoplevelser i København, når der er gallapremierer i Imperial. For der bliver virkelig pyntet op til de her store premierer, og det er vildt fedt, at de gør så meget ud af indretningen. Jeg kommer ikke til gallapremiere for at få taget billeder – selvom det nok er derfor, de har inviteret mig. Jeg går tit uden om den røde løber. Jeg vil bare ind og se filmen. Hvis der skulle være én finger at sætte på Imperial, er det, at man næsten går døv ud derfra. Lyden er vildt høj. Ellers er filmoplevelserne altid fantastiske der«.

Hvordan starter en ideel bytur for dig?

»Jeg kan bedst lide, hvis man laver noget spændende eller lidt åndssvagt inden byturen, så aftenen udvikler sig. Jeg elsker København om sommeren, for der er så mange ting, man kan lave. Man kan for eksempel drikke øl nede ved den lille havnepromenade Ofelia Plads. Selvom ølpriserne dernede er pebrede, er der virkelig lækkert at være – et helt vildt godt sommerspot«.

»Jeg har en kammerat, der hedder Søren, og vi har nogle gange lejet en tandemcykel lige ved Østerport Station. Vi fylder kurven med kolde øl og isterninger, tager bowlingskjorte og stråhat på – og så cykler vi rundt i Kongens Have og hører musik. Sådan noget elsker jeg«.

Hvor øver du replikker?

»Der ligger forskellige castingselskaber rundt omkring i byen – for eksempel et ovre ved Dronning Louises Bro og et omkring Nyhavn. Før jeg skal derind, plejer jeg at gå rundt og zone ud. Jeg kan faktisk godt lide at øve replikker, mens jeg går langs Strøget og i det område. Når der er så mange mennesker og så meget støj, er det, som om det pumper mit fokus helt op på det øverste niveau. Jeg ser en masse forskellige udtryk og en masse forskellige personligheder, og jeg kan altid stjæle lidt her og der til rollerne«.

Hvor har du haft den bedste koncertoplevelse?

»Den største koncertoplevelse, jeg har haft, var nok på Nemoland i 2012, hvor Lukas Graham spillede ‘Ordinary Things’. Hold kæft, det var fedt. Hele historien om ham er speciel – hvor han kommer fra, og hvad han er blevet til. Det var en oplevelse, hvor jeg blev taget helt ud af situationen. Jeg havde ikke en følelse af, at jeg sad og hørte noget musik. Jeg fik en særlig følelse, som stort set kun musik kan give én – især sådan nogle intime koncerter«.

Hvilket teaterstykke har gjort særligt stort indtryk på dig?

»Det, der har gjort det største indtryk, var at se min storebror Nick på scenen. Han spillede med i ’Jul i Gammelby’ på Nørrebro Teater, da han var meget lille. Jeg sad på min mors skød og så det. Det var en oplevelse, hvor jeg tænkte: ‘Det der, det er fedt. Det kunne jeg godt tænke mig at lave’«.

»Da jeg blev ældre, fandt jeg ud af, at teater krævede en helvedes masse. Og så begyndte jeg at falde lidt mere for kunsten i film. Jeg har så meget respekt for folk på teatrene. Det er sådan en ting, jeg ville ønske, at jeg selv kunne have gjort. Men jeg er aldrig kommet til det, fordi jeg ikke har haft nerverne til det, tror jeg«.

Hvor kan du lide at se på udstillinger?

»Jeg har været inde på Nationalmuseet nogle gange, fordi der er så mange historiske ting. Specielt hvis man skal spille en historisk karakter, er det meget fedt at komme ind og hive nogle ting frem. Generelt er det bare hamrende fascinerende at se på ting, der har en historie. Hvor man kan tænkte: ’Hvad er der sket der?’. Hvor man kan gå og opfinde sine egne scenarier og tænke på, hvordan verden har set ud dengang«.

»Jeg har det sådan med klassisk kunst som skulpturer og billeder, at jeg selvfølgelig godt kan synes, at mange af tingene er fede eller flotte, men jeg forstår bedre kunsten i underholdning og i film og teater«.

Hvor i Hvidovre kan du særligt lide at komme?

»Kystagerparken er et helt fantastisk sted. Jeg går der tit med min hund. Der er en lille bakke, som vi kalder Bjerget, og som er blevet kaldt det i mange år. Jeg har kælket på den, da jeg var helt ung. Og nu, hvor jeg er blevet far, glæder jeg mig bare til at vise min datter de steder, hvor jeg selv har leget som barn«.

No items found.
No items found.
views