»Lige nu føler jeg mig 50 procent københavner og 50 procent country boy«, fortæller Goss.
Den danske musiker, der går under det borgerlige navn Mads Damsgaard Kristiansen, er vokset op lidt uden for Svendborg og flyttede for mere end ti år siden til København.
»Jeg er blevet voksen i København, så på den måde er København ligesom installeret i mig. Jeg har et meget emotionelt forhold til byen«, siger Goss, der forleden flyttede til Amager efter et årti på forskellige Nørrebro-adresser.
»Amager er vildt!«, lyder den umiddelbare vurdering efter at være bosat på Ingolfs Allé i et par uger. »Det er lidt mere en mellemting mellem Sydfyn og Nørrebro. Det merger de to forskellige energier, jeg har haft i mit liv«.
Goss’ indre country boy blev i den grad slået løs på hans første soloalbum ’Group Therapy’ fra 2020, hvor legesyge eksperimenter med den ellers rimelig konservative musikgenre var i højsædet. På det nye album ’I Feel Like Planet Earth’ bygger han videre på countrypoppen – denne gang med et tekstunivers, der kredser om både hans egen og planetens ustabile tilstand.
»Halvvejs inde i arbejdet med pladen fik jeg konstateret en belastningsdepression, som kom af stress. Jeg havde allerede skrevet sange, der handlede om det, så jeg går ud fra, at jeg intuitivt godt vidste det. Det gennemsyrer hele pladen, at jeg kæmper. Men pladen handler også rigtig meget om, at jeg leder efter ligheder mellem min tilstand og planetens tilstand. Så det er også en klimaplade«, fortæller Goss.
»Jeg har en tendens til bare at brænde igennem med ting uden at have en god balance. Jeg er kommet rigtigt godt ud af det nu, men jeg kan stadig godt mærke, at jeg skal prøve at finde mig selv igen«.
Se næste Kulturator